I hjertet af Berlin
Lejligheden er beliggende centralt i Charlottenburg i det tidligere Vestberlin. Charlottenburg er Berlins nydeligste kvarter med store, lige gader, dyre forretninger og eksklusive restauranter, barer og cafeer. Kvarteret har sin helt egen blanding af klassisk og ny arkitektur, enestående museer og byens bedste shopping ved Kurfürstendamm.
Lejligheden ligger på første etage i en stille sidegade nær Schloss Charlottenburg og Spreekanalen. Der er fine muligheder for jogging i slotshaven, bådture på Spree, og blot 10 minutters gang til Kurfürstendamm eller opera i Deutsche Oper Berlin. Lokalområdet har en god infrastruktur mht. daglige fornødenheder og der er spændende forretninger, spisesteder og cafeer i sidegaderne.
Transportmulighederne med offentlig transport i lokalområdet er optimale. Fra lejligheden er der ca.150 meter til metroen på U-Bahn-Station Mierendorffplatz, og ca. 250 meter til S-Bahn-Station Jungfernheide. Man kan således på få minutter være overalt i Berlin.
Foran ejendommen på Osnabrücker Strasse er der gratis og sikker parkering uden tidsbegrænsning. Det er meget nemt at finde Berliner Ring og videre ad motorvej E26/E55 til og fra København. Bus 109 fra Berlin Tegel lufthavn stopper 200 meter fra lejligheden på Tegeler Weg, og transporttiden er blot 8 minutter. Du kan også tage en taxi fra Berlin Tegel Lufthavn til lejligheden, og prisen for turen er ca. 12 euro.
Berlin er opdelt i miljøzoner, og det kræver et miljømærkat i bilen for at køre ind i Berlin. Få mere information under link til FDM.
Seværdigheder
Berlin har mange seværdigheder, og du vil falde for de fleste. Berlins vartegn er bl.a. Brandenburger Tor, de store steder omkring Alexanderplatz, Rigsdagen, rådhuset i Schöneberg og Gedächtniskirche.
Få et godt overblik og nyd udsigten over alle herlighederne fra den roterende cafe i det 365 meter høje TV-tårn ved Alexanderplatz - en tur op og ned til 207 meters højde koster 8 euro og er alle pengene værd.
Brandenburger Tor er selve symbolet på Berlin. Den storslåede nyklassistiske bygning som er udformet med Propyleene i Athen (indgangen til Akropolis) som model, blev rejst i 1788-1791. Skulpturdekorationerne var færdige 1795. Et par pavilloner, som i sin tid blev brugt af vagter, indrammer de mægtige doriske søjler. På toppen af bygningsværket står Johan Gottfried Schadows berømte skulptur Quadriga.
Unter den Linden er en af Berlins mest berømte gader. Den begynder ved Schlossplatz og strækker sig til Pariser Platz og Brandenburger Tor. Den var i sin tid vejen til kongens jagtejendom, som senere blev forvandlet til Tiergarten. Eftersom byen voksede vestover i 1700-tallet, blev Unter den Linten byens hovedgade. I 1961 blev Berlin-muren, som delte Tyskland i to bygget. Muren faldt i 1989, og den gamle grænseovergang Checkpoint Charlie er praktisk talt det eneste, der er tilbage af muren.
Museer
På museumsøen som ligger mellem to af floden Sprees' breder, finder du Altes Museum, Neues Museum og Alte Nationalgalleri i tillæg til Pergamonmuseum og Bodemuseum.
Shopping
Det bedste område til shopping i Berlin er på og omkring det verdenskendte Kurfürstendamm. Et alternativ til Kurfürstendamm er varehuset KaDeWe på Wittenbergplatz - 6. og 7. etage utvivlsomt et af Europas største og bedste varehuse med et vareudvalg på hele 380.000 forskellige artikler. Kun produkter af den bedste kvalitet sælges i disse luksuriøse haller, hvor bogstaveligt alt, hvad du kunne tænke dig, er til salg – fra usædvanlige parfumer til elegant undertøj, haute couture og specialiteter fra hele verden. Besøg madforretningen på 7. etage, som er legendarisk på grund af restauranten med udsigt over Tauentzienstrasse.
Juleshopping i Berlin
Fra den 1. advent hvert år og indtil jul er Berlins mange fortryllende og hyggelige julemarkeder åbne. Her kan du komme i vaskeægte julehumør og samtidig få skudt julen godt i gang. Tag afsted med hele familien eller få forsmag på juleromantikken med din udkårne. Julepyntede gader, boulevarder og butiksvinduer samt et hav af sjove og hyggelige events. På en miniferie i Berlin ved juletid kommer du i julestemning og får den perfekte start på en alletiders jul.
Mad og drikke
Det tyske køkken kan byde på meget og varierende mad. Landet er specielt berømt for sine pølser (wurst), men også for glimrende tilberedte svinekoteletter og andet svinekød, roastbeef, fjerkræsretter og forskellige typer mel- og kødboller, dejlige brødvarer og kager. Alle tyske regioner har sin egen ølbrygningstradition, og godt øl er let at finde i Berlin. I tillæg har Tyskland også et stort og glimrende udvalg af hvidvine.